Jeg må se at få fundet en vej,
for jeg er så træt af, at bære rundt på dig,
du tynger min krop, du formørker mit sind,
hvordan kunne du tillade dig, overhovedet at komme ind.
Jeg var din tro væbner, din slave og din tjener,
den skæbne, syntes ikke at nogen børn fortjener,
jeg fik aldrig, lov til at finde mig selv,
for det lykkedes for dig, at få mig slået ihjel.
Du var den store og stærke, jeg var den svage,
og sådan har det sgu, været alle dage,
du så aldrig min skygge på vægen, som var bøjet,
jeg var ude af dit sind, og meget langt fra øjet.
Du så slet ikke, at de blev flere og flere,
du aldrig nogensinde, på din lille pige mere,
hvorfor gjorde du mig dog, så megen fortræd,
jeg ville ønske at du havde prøvet, at være i mit sted.
Jeg prøvede at fortælle dig, hvad der var sket,
jeg prøvede at fortælle dig, det som du aldrig havde set,
men du ville ikke høre, og erkende dit store svigt,
derfor var det nødvendigt, at skrive dette digt.
Du har altid selv ment at du var verdens bedste mor,
men jeg tror nok at det er noget, som kun du tror,
hvordan kan man dog tro det om sig selv,
når man på det grusomste, har slået sit barn ihjel
Af digte vil der nok komme mange flere,
for du er nemlig ikke, på denne jord mere,
jeg ville bare så gerne have hørt dig sige,
at du undskylder mange gange, at du svigtede din lille pige.