Jeg var meget deprimeret og angst. Grunden til min depression og angst, var at jeg fik nogle forbandede flash back billeder som jeg ikke kunne holde ud at kigge på. De kom både om dagen og om natten, det var et rent helvede at være i hver gang de dukkede op.
På det tidspunkt var jeg på grund af nogle indlæggelser, tilknyttet distriktspsykiatrien i den by hvor jeg bor, det var en psykiater der styrede min medicin, og jeg var i terapi hos en psykolog.
Psykiateren, prøvede at medicinere mig ud af mine problemer, men det virkede sgu ikke rigtigt. Hver hver gang jeg snakkede med ham, fik jeg bare det samme svar smidt i hovedet, "du skal være tålmodig, for på et tidspunkt vil det hjælpe dig". min krop skreg på hjælp, jeg kunne bare ikke klare mere, hverken fysisk eller psykisk.
Jeg var meget desperat, jeg så ingen andet udvej end at bruge min egen medicin, jeg havde brugt den utallige gange før, så jeg vidste hvad der skulle til for at lukke døren til dette helvede. Min egen medicin, ville føre mig ud på en rejse hvor endestationen var ligegyldigheden land. Det var et smukt land at være i, et land uden sorger og bekymringer. Billetten til denne rejse var selv medicinering, i form af alkohol.
Alle mine flash back forsvandt, og min krop faldt fuldstændig til ro, endnu engang blev alkoholen min tro væbner og min bedste ven.
Men en nat stoppede festen. Jeg vågnede og stod op som jeg plejede at gøre, men denne nat blev helt anderledes. Jeg så edderkopper, der var brune og på størrelse med fugle edderkopper, de var på gulvene, væggene, og på lofterne, i hele huset, jeg blev rigtig bange, og prøvede at overbevise min hjerne om at de ikke var virkelige, det lykkedes ikke, så drak jeg nogle glas rødvin, det hjalp heller ikke. De var der næsten hver eneste nat når jeg stod op. Nu betalte jeg virkelig prisen for min selvmedicinering, jeg havde fået en alkohol relateret psykose, det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt.
Det var en forfærdelig, klam oplevelse, og den sidder stadigvæk i mig.
En dag hvor jeg skulle i terapi, drak jeg to guldbajere inden jeg kørte derop, jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg gjorde det, og jeg havde knapt nok fået sat mig i stolen før min psykolog sagde "du har drukket", "nej det har jeg sgu ikke", " hvor meget drikker du", " det ved jeg sgu da ikke ". Hun blev med at spørge, og til sidst måtte jeg indrømme, at det nok var en del. Hun blev simpelthen så vred, og råbte ind i hovedet på mig "hvad fanden, bilder du dig ind og komme her og have drukket alkohol. Er du klar over at det er spild af min tid? jeg kan ikke arbejde med dig, når du har drukket alkohol, du skal indlægges til afrusning, ", " nej det skal jeg fandeme ikke, jeg har ikke noget problem, jeg kan sagtens styre det."
Hun røg ud af døren, og kom tilbage med en cigaret, tændte den for mig og lukkede vinduet op. Jeg havde aldrig før måttet ryge i terapi lokalet, så jeg blev klar over, at noget var rivende galt. Lidt efter kom psykiateren, og det endte med, at jeg blev indlagt dagen efter, på et psykiatrihospital.
På afdelingen fyldte de mig med fenne mal for at dæmpe mine abstinenser, og selv om jeg var svimmel og omtåget, var jeg meget vred, for jeg mente stadigvæk, at min psykolog, og psykiateren havde overreageret.
Men så skete det, jeg begyndte at kunne mærke min krop igen, de forbandede flash back billeder begyndte igen at dukke op. Min krop gik i sjok, og den skreg, giv mig for fanden et glas eller to, så skal jeg nok dulme dine smerter. Der gik lang tid før min krop holdt op med at skrige.
En dag kom min kontaktperson og sagde til mig, at lægerne på den ugentlige konference havde besluttet at jeg skulle på antabus. Jeg blev vred og sagde "det vil jeg sgu ikke, i skal ikke bestemme over mit liv", "det er fint med mig" sagde hun "det er helt op til dig, men du skal vide at man samtidig besluttede at du ikke bliver lukket ud herfra før du accepterer at tage antabus, for du kan ikke tåle at drikke". Jeg vendte om, røg ud af lokalet og ned ad gangen, samtidig med at jeg råbte "det ved de sgu ikke en skid om. De tror sgu altid at det er dem der er klogest". Det endte med at jeg tog antabussen, for jeg ville jo gerne hjem til min mand og mine piger.