Jeg gled ind i uvisheden et eller andet sted,
og her var der ingen som kunne følge med,
her var alting mørkt og intet lys kunne jeg finde,
jeg var en meget nedtrykt og ulykkelig kvinde.
Sindsygen havde totalt overtaget min krop,
jeg kunne hverken skrige, tænke, eller kaste det op,
der var pløjet så dybe furer i mit skrøbelige sind,
at jeg på sindsygehospitalet, akut blev lagt ind.
I meget lang tid havde jeg, fast vagt på,
det var åbenbart, mine selvmords tanker de så,
de fulgte mig om dagen, og hele natten med,
de lod mig aldrig være alene, et eneste sted.
Og de havde ganske ret, jeg ville begå mit eget mord,
jeg ønskede så inderligt at forlade denne jord,
købe en enkeltbillet, og aldrig mere vende tilbage,
jeg magtede ikke mere, alle de forbandede dage.
På et tidspunkt, turde de ikke have mig mere,
jeg fik en psykose, og af selvmords tanker blev der flere,
jeg kom på den lukkede, bag tremmer, lås og slå,
for her var der mange flere øjne, til at passe på.
Der gik tyve måneder før de turde slippe mig,
så lang tid gik der, før de mente, at jeg var på rette vej,
jeg har stadigvæk traumer, og post traumatisk stress,
og det på trods af, at jeg er blevet over de tres.