Jeg har stået, på selvmordets rand,
dybt nede i hullet, var en le og en mand,
han lokkede, og kaldte, altid på mig,
kom du bare helt herned, så skal jeg forløse dig.
Jeg kunne ikke klare, mine følelser, skam, og sorg,
det rasede i mig, som en uindtagelig borg,
jeg kunne ikke se, hvad der var op eller ned,
og jeg ønskede bare, så inderligt, at få fred.
Havde i ikke været der, var jeg givet gået til,
jeg havde, helt sikkert, tabt, i livets store spil,
i var mit værn, og i var mit skjold,
når sindsygen, rasede i min knold.
I gav aldrig op, selv om vejen, var lang og sej,
i troede, og håbede, altid for mig,
i trøstede, og tog mig, i jeres favn,
i førte mig ind, i tryghedens havn.
Det var jer, der førte mig, tilbage til livet,
det troede jeg, ikke på, skulle blive mig givet,
i svigtede, mig aldrig, var mig altid nær,
i kæmpede jer frem, som var i en hel hær.
Det var meget tæt på, at jeg fulgte hans råd,
når jeg slet ikke, kunne se mig, ud af noget,
men jeres ord, var stærkere, end hans sang,
for i var der, og støttede mig, hver eneste gang.
I var måske engle? som blev sendt, fra gud,
for at befri mig, for at hjælpe mig ud,
jeg kan slet ikke huske, alt, hvad i sagde,
men jeg vil være jer, taknemmelig, alle mine dage.