En foragtet skikkelse
hen ad vejen
en syndebuk
for de manges dårlige samvittighed
samfundets skyld ...
ikke skyld
som en bebrejdelse mod nogen, -
men skyld som gæld -
ubetalelig gæld.
Kun ofret kunne man bebrejde noget.
Fordi ofret var så synlig.
Løgnens og fortielsens negativ,
magtesløshedens personificering,
ofret for ofrene,
de ofredes offer,
samfundets opkast,
vredens og undertrykkelsens legale ventil.
Her var der endelig én,
man havde lov at sparke til
i fuld offentlighed
endda ...
Èn, man havde lov at forhåne,
foragte, se ned på, gøre grin med;
en tigger.
Èn, der endnu ikke havde solgt sine drømme
for brød - så det ud til ! -
Èn, der ikke gjorde, som man almindeligvis
var enige om, at: "sådan gør man" ...
Ikke en velsignelse, mente man.
Ikke et håb, troede man.
Ikke én, man burde elske, syntes man.
Ikke én, der fortjente noget.
En doven lediggænger - en vagabond. -
Èn, der ikke ville indordne sig og lade sig binde
i ufrihedens, slaveriets lænker,
tilpasse sig
samfundets normer - det vedtagne. -
Det man plejer at gøre uden altid at vide hvorfor.
Uden altid at vide
om egentlig ikke det kunne
være anderledes -
større måske?
Det var ikke én, der var ligesom man selv var.
Det var åbenbart.
Èn, man havde lov at lukke ude
fra fællesskabet,
i kulden,
sige "NEJ" til.
Her er ikke plads ...
"DU ER IKKE SOM OS."
En prygelknabe -
ikke en gave, forstod man.
Èn, som alligevel allerinderst inde
vakte genkendelse.
Men det, man kunne genkende,
var det undertrykte, fortrykte og fortrængte.
Det, som ikke måtte komme frem -
aldrig måtte se overfladens lys.
Det, man ikke ville kendes ved.
Det, man ikke turde kendes ved.
Det, man ikke måtte kendes ved.
Ofret måtte ofres på fællesskabets alter.
En anderledes fugl. -
Èn, der ikke tudede som de ulve,
den var iblandt.
Og derfor så nemt kunne blive ædt.
Et offerlam.