Nu sidder jeg her
alene tilbage
ensom i ingenmandsland
vegeterer
lever af lav
ristet over isende smerter
udmattet af kampene
hvor retfærdigheden
blev begravet
Udenfor
viser mastodonten Antarktis
sit sande ansigt
rivende cyklonstorme
rasper nerveenderne
flår drømme og længsler
til ukendelige snefigurer i kasser
i stagnerende bortvente blikke
I stille øjeblikke
strækker jeg hals
skuer ud
i uoverkommelige isskruninger
uanset hvor langt øjet rækker
er der intet åbent
Kun en enkelt albatros
svæver yndefuldt rundt
rejser ny vilje til håb
Prøver forsigtigt mine vinger
men må sande
at vinger og ben
har iklædt sig pingvindress
Ryster opgivende på hovedet
Men albatrossen
lander for mine fødder
griber fat i mig
med mit næb holder jeg fast
med mine sidste kræfter
Kampen er ikke slut
Sammen følges vi
ud i horisonten
hvor himlen mødes med det blå
og grønne enge vugger mælkebøtterne
nænsomt
tilbage på barrikaderne
for retfærdigheden