Over mig strækker sig Himlens bue,
de utællelige stjerners uendelige vrimmel
funkler og blinker som spejle af lys
fra tidernes morgen til øjeblikket her.
Midt i nattens sorte fløjlsbløde skønhed
kan jeg ane den tidernes yderste rand,
hvor jeg selv vil blive opslugt af evigheden,
det endeløse øjeblik jeg forsvinder og er.
Derude engang, i morgen eller om lidt
hvor alt det, der var, der er og ville blive
forener min sjæls tidsløse pilgrimsvandring
i tid og rum, i drømme og virkeligheder.
Herude kan jeg ikke længere fornemme,
føle og vælge tid fra før til nu og altid.
Herude må jeg acceptere som vilkår,
at baglæns kan være forlæns og omvendt.
Kan jeg i det hele taget nogensinde eller
blot i denne evigt skønne sommernat
vide med sikkerhed, hvorvidt jeg mon
bevæger mig fra årsager til virkninger?
Hvad nu hvis øjeblikkets hemmelighed
i virkeligheden er den rationelt logiske
kendsgerning, at virkning skaber årsag?
Hvor er jeg så lige nu og ligeom lidt?