Ord,
Tanker, drømme
Der blev trukket op af havet.
Som dagen svandt,
Hviskede jeg
Stille til konkyliens ånd,
Lyttede, til havets sang,
Den kolde luft,
Det blide sand,
Den flade strand,
Det grønne hav,
De mørkegrå skyer i hvis huler
Der endnu sås lysninger,
Til regnen, der
Varmede kroppen med sine
Sarte dråber.
Jeg gik blot tiden i møde,
Ingen mål
Ingen ende.
Nøgen træhud
Blankt, skinnende,
Så glat at de følsomme årer
Fremtræder
Slebet af tiden ved havet,
Så nøgen
Så smuk.
Glasskår blinkede skarpt
Mod solen nu rar og rund.
Sandet,
Der sleb os alle med sine
Utallige små korn,
Blev trukket frem og tilbage
Af bølgerne
Som i en leg.
Sten langs strandkanten
Hvis farver gjorde dem spændende
For øjnene
For hånden
Mellem tang og vand
Mellem sand og vind
Mellem ebbe og flod
Mellem mennesker og fisk.
Over dem alle flyver der
Hvide fugle,
Blæser den stærke vind,
Ind og ud af tiden.
Fodsporene
Er let prentede
På det faste sand,
På bølgede linier i sandet
Skabt af blæsten der
Driver kærligheden op af havet.
Stormen kom om natten
Viste sin magt,
Var det mon vrede?
En kæmpe, der skabte
Denne styrke,
Der skummede i raseri,
Der langsomt men sikkert,
Med sit vældige greb
Åd af de høje klitter,
Flyttede de vældige klipper
Kastede sine døde på land
Siede fra dens bund,
Som en hilsen der
Demonstrerede dens styrke
Vildskab og ånd,
Når det mindst var ventet,
Løftede skibe mod himlen,
Som var det
Et let blad i luften,
Lod de prægtige fartøjer
Fremstå i deres fald
Som nogle gamle dåser,
Bulede og maste ved strandkanten.
Denne vældige røst
Fyldt med mørkeblå himmel
Og hvide skyer
Viste sin kraft,
Et korpus i oprør,
Havet, en mægtig kæmpe
Hvis ingen lige findes
For næste dag
At fremstå som en hvilende kæmpe
Med blid røst
Og en skinnende flade
Der hilser lyset velkommen.
Så prægtig en fred der gives
Efter en nats hård storm,
Der har slettet fodsporene
På stranden
For at ligge ny,
Jomfruelig
Uberørt
Lige til at føle sandet
I sin krop
Bølger mod sit bryst.
Vi forlod havet engang
På vor lange vej,
Blot for at komme tilbage
I vore indres drømme.