Den unge mand har spurgt tidligere på dagen om vi kan have en snak når jeg har tid. Han siger han har et tema til samtalen. Jeg nikker og siger, at det lyder spændende med et tema.
Mange timer og utallige gøremål efter, står den unge mand i døren.
"Har du tid nu?"
Jeg vender mig mod ham, slipper mit arbejde ved computeren.
"Altid tid til dig."
Jeg nærer utrolig sympati for den unge mand. Han er utrolig veltalende med en dybde, der vidner om indsigt, nysgerrighed og åbenlys intelligens. Derudover er han utrolig musikalsk og lyrisk. Læser tunge bøger om tankernes store mænd og livet. Han er troende på en altid søgende måde. Og så er han sårbar.
"Det jeg vil tale med dig om... han holder en pause ...
et valg om hvorvidt jeg skal fortsætte på universitetet eller forsøge at gøre karriere med min kunst, imens jeg har alderen. Jeg er i konflikt, bøgerne tager tiden fra min kreativitet og mit hjerte siger, at det i kreativiteten jeg har mit liv. Det er bare så svært at leve af kreativitet, det koster så meget på den personlige front, usikkerheden, manglende penge og kampen for at nå frem. Man må ofre sig, gøre ting gratis bare for at blive set. Det er jo ikke som en blikkenslager der sætter et rør op og så kan kunden vurdere om han vil ha det eller betale for det...den slags håndværk betaler man for, men sådan behandler man ikke kunstnere".
Han ser på mig og piller nervøst ved sin hage.
Jeg har siddet og lyttet. Betragtet hans ansigt, mimiken og de spørgende, søgende øjne. Der er år imellem os, han kunne være min søn. Jeg mærker at hans tale har ramt noget i mig, et gnavende og tiggende dilemma. Hans problem har altid været mit, men flammen er knap så kraftig nu, hans er stadig et ildhav.
"Ja, jeg forstår godt du er tvivlrådig. Og du vil have mig til at råde dig. Jeg kan ikke vise dig vejen, det er som du allerede er i gang med, en indre dialog med dig selv. Du skal tage valget og det der følger efter. Men kunne man bekymrings løst bare tage valget, så ville jeg vælge kunsten. Det største for et menneske må være den skabende proces, lykken må være at dagen er din, kunsten dit arbejde og formidlingen til et publikum der kan tage det til sig som de har behov for og er der positiv respons så fyldes hjertet af stolthed og fornyet skaberkraft."
Jeg så og sige holder en kunstpause før jeg fortsætter. Så er det lige jeg tager den alvorlige mine på.
"Hvad med pengene? ... kan man leve af det? ... er Danmark ikke en tand for lille, er det perfekte liv ikke en god uddannelse, ægteskab, børn og spare op til pensionen hele livet?"
Endnu en kunstpause.
"Har kulturlivet ikke dårlige odds i Danmark, det bliver skåret væk med sparekniven, det eneste kultur der dur er fodbold. Og de kunstnere der overlever, overlever kun p.g.a. af deres lukket netværk hvor de klipper hinanden, hvor den ene tjeneste er den anden værd...eller man har et maleri af Tordenskjold. Du kommer jo ikke til mig og siger: ... jeg vil være fodboldspiller, hvilket allerede er for sent, du er for gammel og du har heller ikke en Far der skulle have sine fodbolddrømme udlevet igennem dig og du er heller ikke blevet tvangsindlagt til sports TV i hele weekender ... for så ville alle synes du var fantastisk og kaste sponsor kroner efter dig ... nej du vil være kunstner. Det er der ingen penge i. Og selv om landets identitet bygger på en lang kulturel historie, så er netop det folk bruger allermindst tid på i vore dage."
Den unge mands blik flakker. Han krymper sig under min dommedags tale.
"Og hånden på hjertet, så skal man være udadvendt, fræk, pæn eller smuk, ikke tænke så meget, have de rigtige venner og være utrolig glad for sig selv. Og kriteriet for succes og det højeste man kan nå, spalteplads i et kulørt magasin eller deltagelse i et reality TV- show... sådan er du ikke. Du er sårbar, intelligent, følsom og har meget på hjerte. Ikke de bedste odds i en moderne selvtilstrækkelig og digitaliseret verden."
Den unge mand stirrer på mig. Han flakker ikke, men rømmer sig.
"Jeg vidste, du kunne hjælpe. Dit klarsyn angiver retningen, men jeg vil spørge dig, hvad vil du anbefale, at jeg gør?"
Jeg smiler og han ved hvad jeg vil svare. For på flere punkter er vi ens. Han er bare ung og har tiden, jeg er middel aldrende og har brugt tiden.
"Jeg ville vælge kunsten. Der bliver du lykkeligst. Men inden du kommer så vidt skal du finde dit fundament at bygge din kunstneriske løbebane på."
Herefter bliver vi meget konkrete. Vi arbejder og udveksler idéer. Hvad med Højskole. Afsættelse af tid til at undersøge netværk, hvem kan hjælpe, økonomi, hvad er der af fonde, hvor skal man gøre sig bemærket, hvad betyder det personligt, tage orlov fra universitetet... ikke smide gammelt vand væk før... o.s.v. Fortæller om et NLP redskab hvor man skriver 4 ord på hvert sit stykke papir. "Drømmeren", "Planlæggeren", "Kritikeren" og se det hele lidt fra oven, "Meta".
Midt i alt dette, bliver min egen ild varmere og flammer op. Mine drømme vækkes til live og jeg siger højlydt: "Det er aldrig for sent!"
Den unge mand rejser sig, med papirerne under armen. Vender sig og smiler. Går ud af kontorets eneste dør. På den anden side skal han vælge den rigtige dør.