Jeg skar engang et hjerte
i æbletræet i mine forældres have
med en sløv foldekniv
der havde været min morfars
Jeg skar et navn
mit eget
og ét til
hendes
og om dem et hjerte
i barken i træet
i hvilket jeg plejede at klatre
fortabt i fantasien
i blomsternes duft
frugtens syre på tungen
lysets fald gennem bladene
den dybe, milde himmel
Så en nat så hun det
en nat jeg havde samlet mod
og dér op ad barken
i træet i haven
den spurtende puls
berusende parfume
ivrige læber, nysgerrige tunger
i mørkets skjul under bladene
den dybe, svimlende himmel
Jeg skar engang et hjerte
i barken i træet i haven
uden at vide
at træet skar i mit
at blot en tanke
og minderne blomstrer
dufter
smager
skinner
talrige som stjernerne
i den evigt dybe himmel