Ikke en lyd, ikke en brise,
kun den vinterkolde dise,
selv min egen skygge er væk,
varmt, æggende og søgende
Du tager mig,
lyttende,
stille,
og beruser mig,
med din spejlende intellekt,
Langsomt, men hårdt,
hvirvles jeg ind i disen,
hvad der føles som evigheden,
af lyst og pirrende svulmen,
Evigheden er en kort stund,
men med disen hvirvles jeg i evigheden,
får mig til at svæve,
imens jeg brænder,
gispende, brusende og hengivende.