Åh, den kærlighed
Lad den slikke op omkring min guldmedaljon
Så vil den med bløde, fløjlsbløde, røde kærtegn handle, som var evighedens vindpust aldrig forduftet.
Lad nu bare de klip-klappende zig-zag-bevægelser rulle langsomt og pynte lidt på freden og sandheden.
Åh, den kærlighed, den længsel, åh den midnatssol en sky viol.
Kom nu bare herhen og lad dig omfavne og fange af bladende på træerne, og så vil du aldrig igen lede efter nuancerne.
Kom nu bare, for pokker, kom nu inden alting forgår. Nok på æstetisk vis, men uden den glimtende forforståelse.
Kys-t, kys-tens vilde stirren efter dig.
Ikke vild som ukontrollérbar. Ikke stirren som ætsende. Bare flygtigt på en mere frembrusende måde, og glippende i lige netop den facon, hvor sekunderne mærkes på huden som små øjenvippehår på kind.
Ja, jeg har en tendens til at blive så intens, men panelerne maler sig jo ikke ordentligt violette ved at man bare glor på farven.
Åh, den kærlighed, der aldrig nogensinde ville eksistere medmindre man tog den en smule ved armen og førte den i labyrintiske nulpunkter.
Lad nu bare være med at beslutte for meget og gøre for lidt.
Det er så sødt.