Hun sidder der hver dag. Hvor er hun på vej hen, kan hun overhovedet rykke sig? Hendes arme er spændt fast, hendes ben ligeså. Læg mærk til hvor hendes hoved hviler på hendes bryst, tankeløst, opgivende, fortvivlet. Og dog.. Ser du, hvordan hun smiler når vi går forbi? Hendes øjne kan lyse og glimte, hendes stemme smyger sig om dit sind, i toner der gør dig tryg. Hun har grammet over dig, hun kan kontrollere dine tanker. Du mener, hun er glad, hun har overskud, hun er populær.
Hvorfor er hun dér? Spændt fast, så sølle, når hun kunne stå op så stærkt? Du vil hjælpe hende, gribe fat, bryde tremmerne og lænkerne om hendes ankel.
Men hun stopper dig brat, hendes øjne kulsorte. De borer sig ind i dit sind, stirrer på et punkt på dit håndled, ganske utilfreds. Hvor er dog dine lænker? Hun er fortvivlet. Er I ikke af samme slags? Hun vender blikket fra dig, hånligt. Hun er kold og distanceret, hvor blev hendes smil og glæde af?
Du kigger dig omkring, du får et chok. Her sidder de, alle sammen, spærret inde. Hvor end du kigger hen, lykkedes det ikke at få øjenkontakt til et eneste af de mennesker i burene.
Du river i hendes tremmer, men hun hvæser af dig. Hun vil ikke slippes fri... En stemme i det fjerne hvisker til dig. Hun siger, at de selv har valgt det.
Du kigger rundt, perpleks, hvorfra kommer stemmen? Du møder et par øjne, men disse vender hurtigt blikket bort. Pludselig genkender du dem. Dem alle sammen. Venner, kollegaer, bekendte. "Men hvorfor er I her?!" råber du. Dit råb giver ekko. "Svar mig! En eller anden?!" Men der er intet svar. De er nutidens mennesker. De er fanget af deres egne og samfundets begrænsninger. De taler ikke længere til dig, du er ikke længere som dem. Du er på vej til at bryde fri. Du vil gå din egen vej. Og du kan ikke længere spejle dig i dem. "Jeg vil tilbage!" Græder du. "Please! Tal til mig..." Du er på dine knæ, men der er intet der kan fange deres opmærksomhed.
"Jeg be'r jer!" Du stiller dig foran dem, men de vender ansigtet fra dig "Giv mig lænkerne, og jeg skal selv tage dem på!"
Du løber efter et sæt. Der er et tomt bur ved siden af din kollega. Rådvild griber du omkring det tomme sæt lænker. "Accepter mig, accepter mig!" græder du, tårernes strøm stærkere end nogensinde før. Desperat famler du i blinde, leder efter lænkerne, forsøger at få dem om din hals!
Men deres udtryk forbliver uændret. Midt i det hele stopper du, tager dig tid til at stirre på dem, mens tårerne stadig triller ned ad din kind. De smiler, gør de. De har overskud. Og dog... Er de glade? De er uægte, kunstige, intolerante. Men bag dette er de bange. Du ser deres frygt nu.
Kast dig ud af buret! Kan du høre mig? Slip fri. Elsk dig selv. Vær dig selv. Slip ud af dette mørke, følg gangen til venstre, tag fat i håndtaget. Her vil være andre som dig, i lyset, brudt fri!!
... Men du reagerer underligt på min stemme i det fjerne. "Men det her er jo så nemt? Jeg vil indfinde mig. Jeg vil være som dem!"
Din kollega drejer ansigtet. Han smiler til dig, og du mærker glæden ved at være en af dem.
Måske, en dag, kære burmennesker, I vil slippe fri. I vil acceptere jer selv og hinanden for dem I er, og ikke destruere det enestående ved en person, der netop kendetegner dét menneske og krydrer vores verden. Lad os være forskellige! Lad os være åbne! Hvert et menneske har så meget at byde på. Lad denne farve sine egne vinger, og ikke kopiere den grå og ensformige tendens i vores samfund.
Du forstår mig ikke, siger du... Men måske en dag, kære burmennesker, I vil slippe fri. Måske en dag...