Efteråret er kommet til øen
Illusionerne visner og rasler af de stolte bøgetræer
Hadet, der har hobet sig op i stammens ringe,
snor sig nu frit gennem skovbunden
Et halvspist skrog klynger sig stadig til æbletræets gren,
men enhver kan se, at det er råddent til kernen

I en lysning ligger et par
smurt i automatvåbnets salve
En brise kærtegner deres blonde lokker med nordisk mildhed
Stilhed, mens de gendøber jorden i blod

Her begraves den blåøjede uskyldighed, der strålede fra deres blik,
og for første gang ser jeg klart

Sandelig siger jeg jer,
efteråret er kommet til øen