Da han var syv år,
ville han være astronaut,
det var drømmen,
en fantasi, han havde
som dreng.
Det kom han til at fortælle
en kammerat.
Han blev drillet.
Han glemte alt om det.
Som voksen
hørte han pludselig
en fremmed spørge:
"Blev du ikke astronaut,
gik drømmen ikke i opfyldelse?
Var du ikke dygtig
eller flittig nok?!"
hånede stemmen.
Det var jo bare en fantasi,
tænkte han
og trak på skulderen.
Kammeraten, som han jo nok
kunne genkende,
selv om han var blevet ældre,
fortsatte hånende, nedladende
og pralende:
"Selv bestemte jeg mig
allerede i en tidlig alder
for at blive superstjerne,
jeg optræder hver dag for
mange mennesker,
gerne på tv
i den bedste sendetid,
selvfølgelig.
Alle kender mig,
jeg ville være stor
og se på mig nu!"
Han måtte svare:
"Som dreng drømte jeg om
at tjene, at hjælpe mine medmennesker,
har aldrig ønsket
at blive berømt,
eller at stå i rampelyset;
kun at kunne fylde min plads.
Selv om jeg ikke blev astronaut,
har jeg nået stjernerne
på min egen måde
og er stjernen
i mit eget liv.
Hver dag fjerner jeg fra
tidlig morgen med mit slid
det snavs, som du aldrig
ønsker at se.
Med mit rengøringsarbejde
bliver tilværelsen
betydeligt lettere
for mange mange mennesker
hver eneste dag.
Jeg kan ikke sole mig
i glimmer og glans,
og himlens lys
ser jeg sjældent.
Men min fantasi har jeg stadig,
og jeg er den, jeg er.
Vi har hver vores sky
at svæve på.