"Vend dig mod din næste!"
lyder røsten fra det høje.
Ræk ud, stræk smilet frem...
Kun med et åbent hjerte,
kan man virkelig tage imod.

Mirakuløse åbenbaring;
som et åndepust,
som en flammende ild
rører du ved os,
bevæger du os,
rørte du ved de første kristne,
gav dem mod og styrke,
gav dem evne til at tale dit sprog;
Kærlighedens sprog.

Pinseunderet lever og virker;
Guds hvide due
svæver fra Himlen sendt
med fred, forsoning og frelse.

Båret på Helligåndens ildtunger,
fulde af kærlighed,
af helbredelse,
af indsigt og forståelse,
af genfødslens nådegaver,
berusede i Gud,
opløftede ved en forvandlende åndsdåb,
omvendt fra fattig egenmægtighed
til en rigdom af Guds skaberkraft,
mættede af en evig nærende føde;
Guds fylde.
Opfyldte af iver
gav de, hvad de modtog
som sande disciple af Jesus Kristus.
Med Åndens visdom indgydt i deres hjerter,
forstod de Sandheden;
at vi alle er ét.
Fællesskabet fuldbyrdet.
Gud så fjern og dog så nær.

Med Nåden fra oven,
grebet af Skaberkraften,
fyldt af Det Levende Ord,
det ord, som skaber forståelse,
bryder mure ned
og fjerner barrierer.
Det Ord,
som rydder vejen.

Herligheden stråler;
som en yndefuld pinselilje
stråler en dansende flammende sol,
varme og lys
møder vore hjerter.
Vi åbner os mod Livet,
sjælen folder sig ud,
som en blomst,
næret af Åndens nærvær.

Født blev den kristne kirke,
Guds menighed på jord.
I himlen er vi alle Guds børn
ved Guds tilgivelse,
forvandles vi til denne herlighed.
Tør vi åbne vore hjerter,
blive til flammende ildsjæle,
opfyldt og mættet af kærlig Helligånd?
Danse i solen og vinden?
Båret på Kærlighedens vinger?!