Dagen smiler lyst og venligt,
en sælsom hvisken - næppe hørligt,
så forunderlig en stemning.
Brudt er forstandens dæmning.
Fri for tidens skrig og skrål,
midt i travle gøremål;
tankernes sære sværmeri:
lidt forløsende dagdrømmeri.

Pludseligt op gennem mit skrivebord
vokser en solsikke af uset jord.
Strækker sig med lynets hast
mod solens stråler uden last.
Milde lune vindues-varme,
hvilken særegen blomstrende charme.
Lysglimt og lyde fra min rude;
ser jeg glade syner derude.

På græsset dansende giraffer,
hilser kærligt, når de hinanden træffer.
Spontane smilende legende børn,
ovenover svæver en lykkelig ørn.
Fred og harmoni; urskabelsens skønhed,
vilde milde latter, givende ømhed.
Urgammel visdom vidner om livets mirakel;
en gave, endnu mere en opgave; flot spektakel.

Æoner svinder for mit øje bort,
umuligt - på et øjeblik så kort.
Sjælens stille indtrængende stemme,
med ro sig nådigt i mit hjerte gemme.
Bag verdens uro og ustadige vrimmel
en sandhedshimmel, som gør ganske svimmel.
Hvilket vidunderskue: denne skønne herlighed,
forunderlige forvandlende evige kærlighed.