Det er en aften sent, dagen er blevet træt;
i natmørket blafrer en varmende fakkel.
En døsig mæthed, blunder ganske let.
I drømme hvile fjernt fra verdens uro og spektakel.

På ørnevinger svævende ovenover alt;
udover store åbne vidder, grønne enge,
utallige tusindfryd, drysset som salt.
En uendelig stjernehimmel, synet varer længe.

Flyvende over spejlblankt gennemsigtigt vand,
en engel hvisker i mit øre om kærlighed;
"forfald du ser, vær dog ej bange for tidens tand."
Tilværelsens mirakel: vi fyldes af en evighed.

Harmoni og harpeklang, en latter mild og god;
friheds-suset åbner det lukkede hjerterum.
Livet kalder; godt at vågne fyldt af håb og mod,
himmelhenrykt, lykkeligt bortvendt fra en skæbne grum.