Der var god vind i sejlet og bølger af blade
stod højt om skibet i sømandens gade
på hans allersidste dag

Hans rejse havde været uden hvile
Altid på farten, ingen ro, ikke en stille stund
aldrig fandt hans anker bund
Men han bed på min øjenkrog
sekundet før
han stødte på grund  

Hans ansigt var et skattekort af ar og minder
som tusinde folks foragt
havde ætset i hans kinder
Men guldet i hans øjne
var stadig intakt

Og han slugte hver en dråbe
af livets rom
Tog ikke flasken fra munden
før flasken var tom
Så stor var hans tørst, så stærk var hans trang
Den sluttede først  
da lastvognen kvalte
hans sørøversang!

...

Nu sejler han i rendestenen
på sit blodrøde ocean
mens drømme om uendelig indlandsis
dueller med orkaner
kvinder med kuglerunde kokosnødder og strittende agterstavne
stille siver gennem risten
og forsvinder på kloakkens syv have