Jeg havde engang en drøm.
Den var bygget af et luftigt materiale -
let og svævende som vinden.
Men dog var den fast som den stejleste klippe.
Og drømmen var en del af min sjæl.

Jeg vidste, at drømmen kun var en drøm.
Dog var den vigtig, og jeg stolede på den.
Lænede mig op ad den, og den blev en støtte - en trøst.
Sommetider lo jeg af den, men snart
blev drømmen den alvorligste sag af verden.

Drømmen var en del af min virkelighed.
Eller måske var det omvendt?
I hvert fald kunne ingen af delene eksistere uden den anden.
Drømmen kunne ikke være, uden der var en virkelighed.
Og virkeligheden kan ikke leves uden drømme.

Men sommetider vil mennesker ikke tro på drømme.
Man mener, at materialet er for let og svævende.
Sikkert ikke til at stole på - uden værdi.
Drømmen havde dog større værd -
større end jeg anede.

Pludselig blev min drøm revet væk.
Og da så jeg dens sande værdi - dens styrke og dens svaghed.
Den drøm, jeg engang havde - mit fantasislot -
gik itu og revnede - løb fra mig med vindens hast
og efterlod en tomhed i min sjæl.