Her sidder jeg så
i resterne af mine drømmes slot
sønderknuste fæstningsværker
en gold stendynge
en rodet ruinhob:

blege, falmede billeder
skuffede forventnings-murbrokker
rustne låger
brudte linjer
sørgmodigt savn
cirkulerende illusoriske flagermus
mistanker i tusmørket
fjerne tudende ugler
alene
blandt ensomme grædepile
i aftenskumringen.

Her på Hammershus er retten sat
hammeren faldt
på klippegrund.
Tordenguden Thor har talt,
torden og lynild sprængte alt.

En svag rosa farve
synker ned på aftenhimlen,
det sidste minde om dagen,
og her i dette milde skær
ser jeg så,
at selv ruiner kan være smukke.

Også når solen har sagt farvel.
De gamle vise egetræer,
som står der
i en krans omkring mindesmærket
som solide smilende støtter.
Og taler gode ord
om det, der varer,
og det, der ikke varer.