Streng og stiv står vinteren
med sin alvorshvide mine.
Dækker med sin kolde frost
for farvernes glade dans.
Danner krystaller smukke og fine
i klingende skrøbelig skønhed.

Som ufremkommelige bjerge
ligger de store snedriver.
Lukket inde er vi bag forhæng
af blinkende tindrende is.
Jorden endnu i skjulet bliver,
venter og hviler i sit hi.

Vinteren markerer sin magt
i det viljestærke mørke greb.
Lammede fryser vi i tvivlen,
mærker mere det stædige bid
skønt lysets klare redningsreb.
Tiden er kort for fortvivlelse.

En næsten magisk enkelhed
lyser dagen op i rolig glæde.
Bedåret af et engleligt skær
ser vi ikke flere trængsler,
kun godhed i den frosne væde.
Den eventyrlige hvide renhed.

Blænder som isblomsten
en fortryllende frostklar dans.
Hyller os ind i det skarpe skær
af sandhed, et skærende lys
mætter dog ikke hjerte og sans
afskåret fra forsonlig varme.

Stille står skoven som stivnet
dækket af fastfrosset sne.
De sorte skikkelser som sminket
pudret hvide med snefnugs lethed.
Dog mærker vi forårets ve
under klovnemaskens dække.

Det slår snart sprækker
i den stramme vintermaske.
Byen fremstår livlig og ung
med sine knitrende skridt
fremad med den lidt tunge taske.
Vendepunktet nærmer sig.

Livstegn bryder det barske,
gennem strid er mildhed på vej.
Lag på lag af is vil smelte og tø,
vi hører håbet i fuglenes sang
med forventning om den kåde leg.
Solskin over det vinterhvide øde.