Et sted i nattens hvileløse ro
sad den gamle kone
pakket ind i et varmt tæppe
omgivet af stilhed
grelt oplyst af det skarpe måneskin.

Årenes tyngde havde sat sit præg
et menneskeliv var levet
åndedraget blevet lidt dybere
hjertet rigt og fyldt
det trætte rynkede ansigt smilende.

Hun lo højt, da hun så løven danse
på tåspidser i grønt græs
elegant som i en skøn ballet
svævende drømmeagtigt
smukt sommerfugleungdommeligt.

Det var engang blevet spået hende
i sigøjner kaffegrums
dette forunderlige øjeblik
uden jag uden nød
med en kærlig sang af fredelig lykke.

Frygten var ikke hendes følgesvend
gennem portens stråleskær
vandringen fortsatte blot
mod en ny morgen
en ukendt uopdaget verden kaldte.