Det var som om jeg ikke helt forstod hvad der skete med mig selv.
Det lignede slet ikke mig.
Som revet ud af nuet. Grebet af den spontanitet som man savner i hverdagen.
Jeg var bare nødt til det. Og jeg var tiltrukket af det.
Det at give sig selv lov. Lov til at gøre hvad man havde lyst til.
På trods af konsekvenser. På trods af alle øjnene, som alligevel intet så.
Men jeg nød det. Jeg nød de sekunders frihed.
Selvom jeg intet forstod. Selvom jeg var udhulet indeni.
Men jeg kyssede ham. Længe. Og igen. Selvom vi ikke kendte hinanden.
Men sådan var det bare. Det var bare sådan det skulle være.
Jeg skulle videre. Jeg var videre.