En vinterdag i sneen jeg så
en rose der på jorden lå.

Den lå der ene og forladt
men for mig den var den største skat,

Den viste at i mørket er der håb
selv for dem med indestængte råb.

Den viste hjertevarme og glød
som den lå der i sneen og var så rød.

Den satte spor i mit følsomme hjerte
og vakte minder om glæde og smerte.

Jeg tog den op,holdt den til mig ind
og en tåre løb ned af min kolde kind.

Hvem havde dog smidt en rose så smuk
tænkte jeg og gav et lille suk.

For en rose for mig er kærlighed
inderlig og intens og varer ved.

Den slags der altid skal forny's
med varme ord, kærlige knus og hede kys.

Den slags man kun møder een gang -
som får hjertet igang med livets sang.

Derfor virkede rosen på mig
som om nogen fra livet var gået sin vej.

Jeg tænkte hvor skulle man være ked
for at smide rosen på sneen ned.

Derfor tog jeg rosen med hjem til dig
håbede det kunne hjælpe mine ord på vej.

Sagde "Du får en rose så rød
fordi jeg elsker dig og du er så sød!"

Så kærligt vare på rosen du tog
og i min krop mit hjerte lo.

Da den stod på bordet i sin vase
vidste jeg du aldrig ville os knase.

Så rosen der smertede en anden
viste mig du virkelig er MANDEN.