Hvor er det dog besværligt
og skal det være ærligt
så er det irriterende
og ret så deprimerende
godt at kunne stå
men knapt at kunne gå.
Modet svigter let
når benet bliver træt.
jeg kæmper og jeg sveder
men kommer ingen steder.

Mit liv bli'r sat i stå
mens jeg lærer at gå.
Tænker på at give op
forlade alt og sætte stop.
Stoppe den evige smerte og svie
som altid synes at stige.
"Først det ene så den andet"
tænker jeg og kæmper mod vandet,
det der i øjet brænder
og ned af kinden render.

Det er så svært at finde
det der gør man kan vinde
men uanset hvor svært
så vil jeg ha' det lært
For hele livet at sidde
og virkelig sig kede
det kan jeg ikke holde til
og det er det der gør jeg virkelig VIL.