Tågen kommer drivende ned fra bjergene, som en skygge, der sniger sig ned på sit bytte, en tyk flydende tåge med en substans som tjære. Tågen ruller ned gennem revner og sprækker i de stærke bjerge, ned over græsset og de små træer, den rammer hende hårdt, omslutter hende og lægger sig som en tæt dragt af vand. Tågen fylder hendes ører og gør hende døv, lukker hendes øjne og gør hende blind, presser sig ind gennem hendes mund og næse og kvæler hende. Bevidstløs falder hun til jorden, falder gennem den tykke tåge, som virvler voldsomt om hende, hendes mørke hår står som et bål af kolde, døde flammer om hendes blege ansigt. Hun ligger på den frosne jord, iskrystaller arbejder sig op over hendes lukkede øjne, omkranser hendes rosenlæber og kravler over hendes smalle hænder. En tynd og varm stribe af mørkt blod siver stille ud ved hendes mundvig, tågen fryser det straks. Bag hendes bevidstløse ydre hersker en følelse af sorg og smerte, en følelse af afmagt, den lader hendes hjerte sortne, lader tågen tage hendes sidste åndedræt, hendes sidste tanke, en tanke om en dybrød rose, en dybfølt kærlighed, som altid måtte forblive en umulig drøm.