Jeg har fået hund. Eller rettere sagt, hvis det skal være helt korrekt, så har hunden vist fået mig. Adopteret mig, sådan føles det i hvert fald.
Misforstå mig ikke. Jeg er meget glad for dyr. Også hunde. Så da jeg mødte min kæreste, var det naturligvis kun en stor glæde, at Max også boede i det lille rækkehus.

Max er snart fem. Max vejer rundt regnet 50 kilo. Det er en smule mindre end mig, men jeg er heller ikke så høj. Det er Max til gengæld. Høj og bred og en lille smule tyk.

Max sover meget. Og snorker, når han gør det. Han savler også og tager min dyne. Tigger ved bordet og knurrer når han har et kødben. Max deler ikke med nogen.

Naboerne synes, han er meget stor og ser en lille smule farlig ud, når vi går tur.
Men han er ikke farlig. Faktisk er Max en meget rar hund. Hvis man altså ikke lige er kat eller due. Katte og duer kommer ikke længere på matriklen.

I haven er der en sø med karper. Max kan ikke lide vand og han og jeg måtte træne længe, før han ville med gennem en vandpyt. Men Max bruger søen på en anden måde. Når vi har hundevenner på besøg, kan Max en skæg leg.
Den kan han dog kun lege én gang med hver hund, før de lærer at holde sig på afstand.
Når den sagesløse hundegæst står ved kanten og kikker på karper og måske bøjer sig en anelse for at smage på det klare vand, kommer Max bagfra med 100 km i timen... - og så skal vi endnu engang hente en meget våd og forskrækket hund op af søen.

Max smiler bredt over hele hovedet og skubber kærligt til mig med rumpen.
"Har vi det ikke skægt!" kan jeg se han tænker. Og naturligvis "Er der mere mad?"