Fra kimet til blomsterstængel, det barn vi engang var,
voksede vi endeligt ud af drivhusets thermostate varme,
hives op skulle de spinkle rødder og af en anden jords bække skulle der nu drikkes af

I den store fremmede skov vi frøs og vi ville række vore blade mod lyset,
men vind skubbede os tilbage, regn holdte os nede, kulde stoppede vores hjertekraft
og det hvide pulversnetæppe rejste op igennem vores næser
begravede vores øjne ned under jorden og væk fra verden

Verden overalt havde i for lang tid været af skinnende sølv og urene været stoppet.
Skovens lunger hostede på sig og trak atter hendes varme stemme til sig igen
og langsomt begyndte de grønne sten at bløde og pulversnetæppet forsvinde
Igen skulle vi se og denne gang kunne vi se hvorhen vi ville kaste vor frø

Fra en prægtig blomsterkrone, til krumrygget og grågrøn mælkebøtte ville det gå sin sidste vej
tilbage ned i jorden hvor det kom fra, for til sidst at skænke det sidste af jeget til den nye muld.
Her vil det for sidste gang kigge op og kaste sit sidste blad,
sit sidste bidrag til den næste verden af mark og skov

"Af vor muld vil vor sort igen opstå, som glinsende marker med hænderne mod store Mor."