hele sit liv han lagde sten og byggede menneskers reder op
sparede op for at kunne hive sine drømme ind i verden

for han søgte et otium, den fra hans indre plakat
der hvor han smiler uden maske og alt er godt

men stenene begyndte at veje ton, armene blive lange og drømmen slugt
sjælens hus skulle langsomt synke i jorden af slidets tunge læs

en dag han vågnede af den længste søvn nogensinde, hvoraf kroppen aldrig igen kunne vækkes
i slid og opsparing han fik et otium, men et sideleje hvor ingen lykke findes

det er her hvor han så livets træ ruske ungdommeligt uden for det hvide rums ruder
hvor han kiggede væk og græd fortrødent med stenhænder der ikke længere kunne knuges