...hun var en prinsesse og jeg var ingen prins
en sort hest, et lille hul og ingen ømhedens sans

du havde altid åbne sommerfuglevinger
men jeg blæste vinde imod dig og væk fra flettede fingre

i blæsten dine smukke søer gik over sine vande
og jeg ville i stedet forsvinde ind i nattens lande

alt efter dig var øjeblikkelige fornøjelser
sorg og falsk styrkes ophøjelser

kødets lyst, salve på afsavnets sår
det er kun med dig i hjernebiografen jeg går

tid til at granske, til at gøre, tid til at ændre
jeg padler over dette havs sten og må jeg gøre det uden at kæntre

jeg bløder stadig og synes ik' at hele
tung og haltende jeg går med krøblingens sikkerhedssele

hun er en prinsesse og jeg en mand i en båd der forlader hendes verdens eneste ø
tiden til at leve, tider til a dø

jeg vil sejle indtil jeg igen skal se land, fulgt af mangt sol og måne
hjemløs på havet, til jeg en dag håber sammen med hende at vågne