Du er noget underligt noget,
Som jeg aldrig helt har forstået.
Når først man har været på din skarpe kant,
Mister man pludselig den logiske forstand.
Du har vist mig ting, som jeg ikke troede kunne ske,
Fortæl mig hvorfor, jeg dette skulle se.

De kæmpede med dig, for at du skulle blive hos mig.
Jeg kunne høre deres stemmer,
Se at de rørte ved mine lemmer.
Jeg forstod hvert ord,
Men jeg var ikke bange, nej ikke spor.
Ingen smerte mere bandt, så pludselig mørket oprandt.

Jeg husker lyset, så varmt og hvidt,
En velkendt klang i sjælen løb frit.
Der hun sad, på sengens kant,
Som i barndommens land, hvor hun på tingene bandt.
Savnet til hende blev pludselig stor,
Ville ønske hun stadigvæk var på denne jord.

Blev med et revet ud af denne fred,
Var igen på dette sikre sted
En tåre løb stille ned af min kind,
Kom direkte fra mit indre sind.
Jeg bliver aldrig, som jeg har været før,
Men meget rigere og meget større.

Livet.