Jeg sidder stille og lytter
til regnen i mit sind
Ville ønske jeg havde en nøgle
som kunne kigge helt derind
Men der findes ingen nøgle, til hullet så stort
føler, jeg sidder tæt ved Latron's store port.

De hvide kitler siger
mit sind er sygt og trist
Det eneste jeg kan hører
er mit hjertets sidste brist
Jeg er fanget i deres spind,
hvilket skaber stor, forvirring i mit sind

De mener ej, jeg selv formår,
at kende min færden, hvor jeg står og går.
Mit liv er blevet en illusion,
hvor jeg ikke længere er stærk i troen.
Åh hvor ville jeg gerne
finde frem til sagens kerne.

Mine tanker er ligesom ilden,
hvis flamme langsomt dør hen
Jeg bliver nød til forsat,
at være min egen bedste ven
For der findes ingen andre end mig,
som kan finde vej, til mit gamle glade jeg.

Stemplet.