Jeg blev gemt væk fra menneskeligheden,
Og overladt til ensomheden.
Alene med stilheden, tankerne og tiden,
Med alt min manglende viden.
Nu kom angsten, forvirringen og uvisheden,
Der langsomt bevægede sig ind i sjælefreden.

Jeg er fanget i min egen krop,
Håber på viljen, til ikke at give op.
Men her er så stille, så umådeligt tomt,
Mon ikke det må være noget jeg har drømt.
Men nej, det her er virkeligheden,
Der kommer med angsten og ensomheden.

Længslen efter friheden og livet derude,
Er næsten ikke til at overskue.
Den varme sociale kontakt er væk,
Nu er her kun masker, kitler og stor respekt.
Men i deres øjne, ser jeg håbet og freden,
Som giver mig kræfter til at blive på stedet.

Isolationen