Der ligger en frisør lige ved siden af det plejehjem, hvor jeg engang selv arbejdede.
Det er de gamle damers sidste kvindestation, denne frisør der påminder dem om hvad de stadig er.
10 meter fra plejehjemmet ligger salonen og er et kort stykke vej, men rigtig langt væk fra tilskuerplads ved dødens samlebånd, det er.
For her ved kanten, sluges der piller som der ædes popkorn i biografer.
Dette er det virkelige horrorshow, en gyser man er tvunget til at se slutningen på, hvor livet er noget man dør af.
Frisøren, hun finder menneskerne frem af de mutte skikkelser, de isede ansigter, de vækgemte, de glemte.
Med børste, kam, saks og duftende sprayere, hun redder kvinderne ud og frem af det identitetsløse, gråvæsens hår.
Hun blæser magisk føntørrervarme imod de grå askers is og nedsmelter.
Blæser frem og ind til det indre barns smil, ind til de røde sten der aldrig er blevet fortæret.

Salonen har levet i lang tid.
Det ses af de ordmætte vægge, hvis ører har hørt dødens snarlige kald, livets forfald, opgivelse og accept.
Hvor mange stamkunder har hun ikke haft, og hvor mange har nu forsættet længere end de 10 meter, derhen til hvor håret ikke længere gror?

Frisøren selv er en gammel dame.
Pension ligner noget hun for længst kunne have startet på, men nej, hendes udholdenhed er andres genfundne værdighed, det hun ved.
En dag hendes tid vil komme, hvor hun ikke længere kan, hvor viljen stadig er, men hvor den indmurede hjælpeløshed er blevet alt.
Der hvor hun ikke længere kan stå foran spejlet og være nogen, men kun kan sidde med øjnene mod sig selv for at finde ud af hvem hun er.

Hvem skal da føre børste, kam, saks og duftende sprayere for hende?