Det var en mørk november
aften.
Du sagde at du skulle snakke
med mig.
Jeg havde ikke forventet at det
var lige det,
du ville fortælle, men jeg blev
overrasket.

Du sagde at det var slut
og at du ikke rigtig havde en
grund.
Jeg tilgiver dig aldrig
for det du har gjort.

Du ved at jeg savner dig
men du er totalt ligeglad
efter du kom i militæret
glemmer du mig helt.

Du har sagt at jeg bare kan
ringe,
men du tager aldrig telefonen.
Jeg ligger en besked
og håber du vil ringe tilbage,
men det gør du aldrig.

Jeg har lige snakket med dig
men det lød ikke som om du gad
at snakke.
Men jeg ville høre hvordan du
havde det.
men jeg skal nok lade være med at
ringe, hvis ikke du vil have det.

Jeg har lige haft en nedtur
og jeg græd i flere timer.
Jeg ringede og sagde det til din
telefonsvarer.
Du ringede næsten lige efter.

Jeg blev glad for at høre din
stemme,
men det er stadig ikke det samme.
Det vil det aldrig blive.
Men jeg er glad for at være din ven.

Venner burde kunne snakke sammen
men jeg ved at jeg har lidt problemer.
Jeg elsker dig jo stadig
men ved, at det aldrig vil lykkes
mig.

Jeg håber du husker at ringe
for både Min og Din skyld.
Men jeg vil godt have at du ved
at jeg venter på at du skal ringe
og at det sjældent sker.

Jeg vil slutte dette digt
og håber at du vil tænke på mig
bare engang imellem
så bliver jeg glad
og du ved det, da du kender mig.