To uddannede akademikere i min omgangskreds holder ofte et foredrag sammen om lokale legender vedrørende kirkerne og deres tilblivelse. De skulle en dag holde det i en lille by på Sjælland, hvor de før mødet var inviteret til middag hos formanden for den forening, der arrangerede det. De blev godt beværtet og snakkede godt med manden og kvinden i huset, der begge var meget venlige og imødekommende.
Så spurgte den ene af mine to kammerater om de havde nogen børn. Det svarede nej, det påfaldende for min kammerat var, at de svarede på en sær forlegen måde. Han følte, at han vist nok havde jokket i spinaten og rørt ved et ømt punkt - nå, ja, tænkte han, det kan jo være de er ufrivilligt barnløse og ikke meget for at snakke om det, så han førte samtalen ind på noget helt andet og fortalte om, hvad hans kone lavede. Flere af hans indlæg i denne samtale afslørede, at han anså de to værtsfolk for at være gift. De gjorde det klart for ham, at det var de ikke. De virkede atter forlegne, men min kammerat sagde afvæbnende, at det var der så mange i dag, der ikke var. Hans ledsager var også blevet forlegen og rødmede, hvad ham, der tydeligvis havde trådt i det, undrede sig over.
Da de to makkere havde mulighed for at tale sammen under fire øjne fik den anden lige udredt misforståelsen. Han havde nemlig kigget lidt rundt på familiebillederne og lagt to og to sammen. Han fik udredt for sin kammerat, at det var en bror og søster, der boede sammen.
Gæt bare hvis tur det nu var til at rødme!