Dramatiske grønblåbølger tæsker ind over reven
Skylle skummende ind på den brede, kridhvide strand
Krabber piler ind og ud af deres huller
Hundredetusindvis af fugle skiger fra trætoppene
Firben pusler i skovbunden
Som kom vi fra to forskellige planeter mødes vi
ved et tilfælde i denne verden
her hersker harmoni og renhed vi fortrænger en virkelighed som styres af slanger og insekter
vi glemmer os selv og ser kun hinanden.
(det handler om, at få folk til at genkende sig selv i de ting, man siger,
og se deres egen smålighed, dumhed og intolerance)
Jeg ville ønske du råbte alverdens skældsord
tavsheden kvæler mig
Dette er din værste hævn
Jeg vil glemme de ord vi sagde til hinanden og ej mente.
dine øjne hvæser at du hader mig så indædt, trumfer igennem i mikroskopisk mindre format.
Med blidt svungne kurver, læderbetræk og paneler i poleret valnøddetræ
De frække detaljer bliver poleret med mørkegrønne pudseklude.
Udstillingen åbner i lorgen, og sidste dag er 30. januar.
Da satte den hår smukt lig én Gudinde!
En tid mit hjerte glemte da at tikke, for dig aldrig jeg havde kunnet finde.
men altid vil jeg have dig i sinde og elskeligt modtage dine blikke!
En stjernehimmel smuk, der lyser mig i møde,
mod søvnen ung og blid, der sniger sig på vej
Men dagen når hun ej, da ser jeg solens lys, og dagens morgenrøde
Vi kaster vores sindssyge op i stedet for at sluge det
vi samler brækket op og sælger det som gyldne dråber
peger og råber til vores venner at vi har en kuriøsitet i kummen de skal se
det giver det sammespille på livsglæde, finurlige drejninger, anderledes perspektiver
Det er SendeMastSignaler, spam, pop og push-ups.
er at skåle for en verden
uden problemer, konflikter, savn, snobber, hævn, utroskab, popularitet, skuffelser,
uden døden
hvergang de åbner en 7-eleven
Det er lyden af knogle mod knogle, med hud som eneste støddæmper.
Det er ligegyldighedens befriende pastel tåge, der skjuler verdens elendighed
som lagner over møbler i en afdøds hus.
Ærlig talt
jeg logger af og stopper piben