Jeg sætter mig op i vognen. Den ser meget indbydende ud. Blodrødt silkeagtigt betræk dækker det hårde træ, som jeg sætter mig forsigtigt på. De hvide stolper svinger for mine øjne. Frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg puster forsigtigt og kigger hen på mine medrejsende. En samoverbøjet kvinde med et opgivende udtryk i angsigtet. Manden med trækkende skuldre trukket ned over ham. Jeg falder tilbage i sædet og vognen kører forsigtigt. Da vi når den første bakke, er der ingen som griner. Kun damen sidder med et smil på læben, men trækker det langsomt tilbage, da manden ser alvorligt på hende. Op og ned, op og ned. I halsen sidder der en pressende luftboble af en kvamle som er halvvejs oppe. Endelig fred. Den store finale. Kvinden græder og manden ignorer situationen helt og kigger blot mod himlen. Jeg sidder med den pirrende stemning i maven. Jeg glæder mig til suset. Men samtidigt har jeg ondt af manden og kvinden. Hvorfor synes de ikke det er sjovt? Jeg når toppen og styrter direkte nedad mod den dystre grotte. Kvindens udtryk overrasker mig. Øjnene spræller ud af hende og tungen følger med. Manden sidder stadig bestemt og ligeglad, vil aldrig skænke turen en tanke. Endelig når vi endestationen. Manden løber i en fuldfart med den næste forlystelse "Spillegyden" og kvinden står efterladt med sine to børn.