Midt i Nyboder ligger der en kirke. Et fristed, fra byens larm og os, hvor også duerne søger tilflugt. Her sad jeg en gang i slutfirserne på en bænk, og beroligede mig selv, midt i en hektisk tid. Derfor er det blevet mig et helligt sted. Jeg ønskede at komme væk, fra dagligdagens stress, og trummerum, og af en eller anden grund, endte jeg der, hvor jeg aldrig tidligere har været. Det var en sommerdag, hvor solen stod højt på himmelen, og jeg nød den brænde på mit ansigt. Jeg sad henslængt, med armene ud til hver side, som om at jeg ønskede at signalere til resten af verden, at dette var min bænk, mit sted, mit paradis, midt i Nyboder. Fingrene væk! Der herskede en saglig ro ved kirken, og lykken bredte sig til min sjæl. Jeg begyndte at dagdrømme, om fremtid og fortid, og ligesom Almasy da han lå i Villa San, og gik ture ned langs erindringens snørklede veje, og mens han fik sandkorn i øjet, således huskede jeg ting fra barndommen, navne jeg havde kendt, sange jeg have hørt, og for længst glemt. Jeg begyndte at fodre duerne med min medbragte frokost, og de flokkedes skrattende og flyvende om mig. Fuldstændig blottet for skam og moral, begyndte enkelte af fuglene at parre sig lystigt foran mig. Jo, duerne hyggede sig også gevaldigt.
Nyboder er at dejligt sted. Du bor i Nyboder (lidt endnu)...

Om godt 7 år, i marts måned 2011 år, vil jeg en tidlig aften, være gæst i et stråtægget hus i Nordsjælland, hvor husets killing vil kæle sig op ad mit ben, mens den spinder livligt. Jeg vil løfte den op, nusse den i nakken, og på mit spørgsmål "hvad hedder katten" vil husets ejer svare "Luna". Jeg vil da tænke på dig, pigen med den slående skønhed, og ordet i sin magt. Og jeg vil kigge på kattens poter (for hvert øje er en sti) og undre mig om den mon har samme poetiske evner som dig. Jeg vil smile ved mig selv ved tanken. For det er der ingen der har.