Dagen passerede endnu engang hen i det uvisse, endnu engang lærte jeg intet nyt og erfaringsfyldt af værdi,
men vælger at arkivere det som en brik i et store puslespil. Som det er nu, er jeg en forstenet forsøgshamster,
slugt af tiden og lettere fortæret i dens mave. Min tid går og jeg forventer nærmest at jeg bliver kastet op
og givet hen til friheden søvn.

Jeg må være forskruet når jeg anser folk som ligemænd, føler de er som jeg selv,
og jeg en kopi af dem. Kikkede mig selv i spejlet i dag, og så skyggen af moden mandighed i form af et par,
sorte dun under min næse. Jamen for helvede, jeg er jo kun 17!!! Livet kan ikke gå stærkt nok i den her alder,
men når tiden så syntes at stå stille, flyver jeg hen i væggens arme og græder min frustration ud.

Kunne godt tænke mig at se en guide til livet, som der viste sig som en sol i mit rum, og flyvende eksisterer
i takt med tiden, når jeg nu alligevel åbner lugen og lukker vinden ind, og flyver med den ud igen, gennem
grønne skove og forunderlige livskulturer så som atlantiderne. En stjerne kan altid bruges, om det så er i dit øje,
min kære, eller om det er i tankens sind, hvor blodet drypper konstant i din forældning og fortæring af samfundet og tiden.
Forundres og nyder dit savlende smil i dine øjne, som de ser på mig i mørket, nej smøgen er ikke længere min eneste glød eller kærlighed,
ha ha lede skæbne.

(natten falder over mig, idet jeg tænder smøgen og lader tankerne give efter for sorg)

Fortror min kronede verden til dig nu, hvor krop og materie mødes i fuld nydelse. Du er kroppen, og jeg er materien som indtager din krop og misbruger
den, ligesom den tjald jeg røg igår misbrugte mig. Jeg nyder at du giver dig hen til mig, som var du jomfru maria, uden nonnetroen og fortiden.
Vi er nutidens unge, som skbaer vores egen dans til synet af filmne, vi skaber ikke længere vores egen levevej, men spinder blot videre på en film.
Vi to er hovedpersonerne i kærlighedsfilmen nr 1! Hvor du er Julia Roberts og jeg er Brad Pit, som smider mig hjerte hen til dig i håb om dit,
(tilskuerne sidder grædene tilbagelænet i stolen af ren ”nåh-hvor-er-det-sødt følelse”), og du giver mig dit. Filmen sluttede og vi filmer videre,
fra vores sengs midte, når vi fylder den med vores saltede kropsaffald, og fyldige safter, som løber langs dine inderlår som en frugtbar naturkilde
i amazonjunglen. Jeg er Tarzan og du er Jane, hide your face in shame, for det er jo latterligt, skriger mit hoved, mens dit så sødt ligger på det røde
lagen og hvisker titusende instinkter til mit blinde øre. Alt tog sig tid, jeg formoder at jeg kedede vores forhold ihjel ved at drømme om håbene, som
de forrige nætter havde bragt. Vi fordelte vores hjerte i to og brød kontakten med materie og krop, til vores begge to’s sorg og overfladiske glæde. Vi havde
alt, og jeg fornægtede sandheden ved at drømme om alt andet, og som bønfaldene undskyldning, kan jeg kun sige at jeg er et menneske. Født med fejl,
og ude af stand til at leve livet, skal patu trykke stand by og lade tankerne flyde, men i virkligheden er det væsken fra bylden som flyder, og en ny
hjerneblødning som har sat sit spil igang, med mig som centrum. Som jeg husker tilbage i erindringernes spind, var vore kroppe dirende og lydløse, i motation
mod hinanden, og vore sind i fuld rotation med vore tanker og følelser, som et pariserhjul med dets op og ned ture i den samme cirkel. Betragt det som
sandhedens nat, mens jeg skriver dette, for jeg fortryder og forbyder andre at gøre det samme som jeg.