Skal man føle smerte,
før man ved at man eksisterer?
Skal man føle ulykke,
før man ved at man var lykkelig?
Fri mig fra min smerte,
fri mig fra at føle mig tvunget derud,
derud hvor jeg intet modstand kan gøre.

Lidelser befinder sig i mit sind,
æder mig op indefra,
deler min sjæl i to,
river den i småstykker,
lader den flyve væk i vinden,
eller drukner den i havet.

Jeg føler mig kvalt,
kvalt og død.
Jeg ser lyset,
det kommer nærmere,
bliver blændet af det,
jeg kan røre det, mærke det i mine hænder,
det blomstre, vokser, springer ud.
Befrier mig, gør mig levende.
Jeg kan mærke lyset trænge igennem,
smerten siver ud, føler mig fri.
Jeg er let, krummer sammen, flyver bort i vinden,
lander som et blad,
i den kolde bare skovbund hvor alt er fredfyldt.

Mit ydre forandre sig,
men mit indre og mit liv,
forbliver smertefuldt, koldt og utilgiveligt.
Det ødelægger mig,
giver mig ondskab i mit unge hjerte,
har ingen medlidenhed,
det har mig som en ting,
ligesom jeg troede livet var noget let, men tog fejl.
Det tager hævn,
og hævnen er sød.
Det drypper langsomt og smertefuldt ned fra mit blødende hjerte.
Det hjerte som engang var så fint, helt og rødt,
så lykken voksede i det.

Alt bliver som før,
sort, tomt og ulideligt at leve.
Jeg lukker mine øjne,
og ønsker at jeg aldrig var blevet til.