nu har jeg ventet 12 minutter på det min tur, mit venstre ben tripper, jeg ryster så meget at jeg kan mærke det helt inde i min knogler og mit hjerte banker usædvanligt hurtigt. der er larm fra de små børn ovre i hjørnet, der leger med legetøjet der står så fint på det lille runde bor. jeg tager min telefon op for tyvene gang, og kigger på klokken. kan mærke mine fingere er svedige og jeg overvejer kort om jeg bare skal rejse mig og gå, men jeg bliver siddende.
der sidder en dreng med langt brunt hår, store grønne øjne og med en sort jakke på, over for mig. man kan se på ham, at han har det lige som mig. jeg ved jeg hvad de vil sige, så hvorfor overhovedet tag er ind. som altid vil de sige "der er for lidt målinger, for lidt indtagelse af insulin og at jeg er for sløsede". jeg får altid dårlig samvittighed, jeg ved jo hvor meget arbejde og tid de ligger i at prøve at hjælpe mig, og så er jeg så tarvlig ikke at gøre det, det er jo ikke så svært.
der kommer en høj, lyshåret, ældre kvinde ind i lokalet med hvid kittel på, store runde briller, med det største smil på læben. "Nataschia", jeg kigger op, mine hænder ryster helt vildt og jeg kan næsten ikke få vejret. "er det mon for sent at gå nu" spørger jeg mig selv, men samme tid tænker jeg på det de vil sige, jeg er jo blevet så vant til de ord der altid kommer ud af hendes mund, så jeg burde jo have det fint med det me det er jeg bestemt ikke.
jeg rejser mig op og siger "ja", går over mod hende, selv om jeg tøver, giver jeg hende hånden og siger "hej igen".
jeg følger efter hende ned af den lange gang, hen til den grønne dår der føre over til trappen i kælderen over de har deres kontor. jeg er skrækslagende for hvad hun vil sige til mig denne gang.
vi kommer ind på hendes kontor, jeg sætter mig ned på den gamle, slidte, grønne stol, trækker vejret helt ned i maven og giver hende mit blodsukker apparat, og tæller til ti inde i hovedet.