Hun går langsomt gennem skoven. Ved hvert skridt høres den knitrende lyd af tørre blade og jordbund. Vinden sender toner ud over landskabet, suppleret med grenenes sagte knirken, når de bliver bragt i bevægelse. Hun kan mærke vindpustet, som det kommer i stød mod hendes bare ansigt. Det danser med hendes hår, og hvirvler det rundt i en tango.
Et blidt lys falder på hende. Det bliver sendt ned fra oven, og tager den lange vej gennem træernes skygger. Nogle stråler når aldrig frem, andre omkranser hendes ansigt i bløde farver. Lyset skinner igennem orange, gule, brune og røde blade, som skaber et mystisk skær. Hun ved, at hun skal nyde lyset mens det er der. Disse blide stråler vil snart forsvinde. De vil snart blive overmandet af et mørke, som vil sprede sit dunkle skær. Hun kan allerede mærke, hvordan mørket samler kræfter. Lyset vil snart tabe denne kamp.
Hun går videre. Hendes øjne fanger i ny og næ andre ligesom hende. Andre, der ved, at det snart er slut. Derfor vil de ud i skoven, mens der er lyst. Men de kender til kampen, og har derfor valgt at iføre sig en varmere jakke og et halstørklæde. Nogle enkelte har endda taget handsker på.
Dog møder hun ikke kun mennesker. En lille flok dådyr leder efter mad. Deres føde er også ved at komme i mangel. Heldigvis bliver de fodret under mørkets hersken, så familier stadig kan gå en tur imellem dem. Ude i det vilde ville man ikke kunne komme så tæt på dem. Hun står en stund og betragter dem. Dådyrene kender tydeligvis også til lysets svinden. De har igangsat deres egen forberedelse til at modstå den kommende kulde, uvidende om de mennesker, som vil fylde deres madskål op.
Hun skæver op til himlen. Mørket kommer allerede bølgende ind over landet. Sorte skyer viser tegn på regn. Vinden bliver kraftigere, og kulden får et lift på vindpustet. Lyset er forsvundet. Hun ved dog, at det endnu ikke har sagt sit farvel. Lyset har bare trukket sig tilbage for i dag. Men det varer ikke længe, før lyset taber, og må gå i hi. Men det kommer igen før eller siden.