Den Vidar, jeg kender, finder man tit midt om natten, siddende ved køkkenbordet. Foroverbøjet, med hovedet på en halvåben bog og en tom kaffekop ved hånden.
Når klokken slår 2 eller 3, vågner han typisk halvforvirret og husker knap nok, hvad han var igang med. Han vågner langsomt og rejser sig fra bordet. Han tjekker børneværelset. Ser om jeg stadig sover. Han ser, at jeg ligger fredfyldt i min seng. Hvorfor gør han ikke også det?

En lyd fra køkkenet. Der er noget, der pusler.
Vidars hjerte standser. Han træder varsomt ud i gangen igen.

Der står en skikkelse. Skikkelsen famler rundt med noget i køkkenet. En skygge får hans hjerte til at hamre.

Han træder langsomt ind i køkkenalrummet, hvor han for et øjeblik siden havde siddet med snuden i arbejde, og der står ganske vist en person i hans køkken. Det er en kvinde.

Hun sætter vand over, finder filter og tager kaffepulveret. Da mærker hun Vidars blik bag hende.

Hun vender sig mod ham.

- "Kaffe?" smiler hun. - "Eller hun har måske fået nok?".

Vidar tier.

- "Ja, jeg trænger ihvertfald" forsætter hun. - "koffein har aldrig haft nogen virkning på mig".

Hun er betagende smuk, som hun står der i køkkenet. Vidar står og kan ikke få et eneste ord ud af munden.

Hun bliver ved med at smile ubekymret. - "Men det ser også ud til at kaffen har mistet sin effekt på dig".

Hun hentyder naturligvis til kaffekoppen på køkkenbordet, som allerede har båret på 4 kopper kaffe.

Vidar går varsomt mod sit soveværelse.

- "Går du i seng?" spørger kvinden skuffet. - "Må jeg komme med?"

Vidar synker en klump og vender sig mod hende.

Hans blik forundrer hende. - "Vidar? Er der noget galt?".

Hun sætter sig på pladsen overfor hans kaffekop.

- "Helt ærligt, Vidar," sukker hun. - "du ligner en, der har set et spøgelse".

- "Hvorfor er du her?" hvisker han.

- "Vil du ikke ha', at jeg er her?" spørger hun forvirret.

- "Du kan ikke være her".

- "Jeg vil altid være her" svarer hun og drikker af sin kaffe.

Vidar sukkede og knep øjnene sammen.

- "Far?" lyder det fra gangen af.

Vidar vender sig.

- "Taler du i søvne igen?" spørger jeg.

- "Ja, skat, jeg taler bare i søvne" svarer den søvnige Vidar.

Han tørrer øjnene og følger mig i seng igen.