Jeg banker med et par fluer i maven på din dør. Jeg kan høre, at der er noget der rører sig inde på den anden side af døren, nogen der kigger på mig gennem dørspionen. Så kan jeg høre en sikkerhedskæde, der bliver taget af og en nøgle, der drejer rundt i låsen. Fluerne i maven summer nu helt vildt.
Du åbner døren og ser med et lidt forlegent smil på mig og siger: "Jeg har lavet kaffe, kom dog endelig indenfor." Jeg smiler mit bedste smil, og fordi jeg anstrenger mig sådan, kommer det til at se helt forkert ud. "Du er nervøs, kan jeg se!" Siger du til mig, "tag den bare med ro, jeg er også lidt nervøs."
Jeg kommer ind og hænger jakken op på den bøjle, du rækker mig, tager skoene af og følger efter dig ind i den hyggeligt indrettede stue. Jeg kan se, at der er dækket op til to ovre ved sofaen og sætter mig derover. Du sætter dig ved siden af mig og skænker kaffe op, mens du siger: "Det er lidt mærkeligt det her. Selv om vi har skrevet sammen, så er det jo først nu, at vi skal lære hinanden at kende." Jeg giver dig ret og drikker lidt kaffe, mest fordi at jeg skjuler min usikkerhed bag koppen. Så kan jeg ikke dy mig mere: "Du er sød og slet ikke som jeg havde forestillet mig." Jeg får et sødt og lidt genert smil fra dig og du lægger blidt din hånd på mit knæ.
Vi sidder længe og småsnakker sammen, og stemningen er slet ikke så anstrengt mere. Efter kaffen spørger du mig: "Hvorledes vi kommer videre?" Jeg bliver igen lidt nervøs og siger: "Tjaah, jeg ved jo ikke rigtig, hvad dine forventninger er, men jeg synes du er sød, og jeg vil da gerne se dig igen". "Jamen jeg vil da også gerne se dig igen min egen!" Svarer du hurtigt, næsten ivrigt. Vi sidder og ser på hinanden, måske lidt tavse - for tavse. Hvor er det dog svært at komme over denne hurdle. Det ender med, at jeg inviterer dig ud og spise - en date. Det er helt mærkeligt, en date. Første gang i tre år, første gang efter skilsmissen. Brændt barn skyer . . . . . .