Rædslen bredte sig, da lyset inde på Oles værelse blev slukket. Med dynen trukket helt op over næsen, lå han i sin seng, helt alene og helt stille, med store, udspillede øjne, der som to penduler svingede sig fra side til side.

Hvad var det?

Ole stirrede stift over på klædeskabet, mens han klemte sine hænder om dynen. Han kunne høre lyden af negle, der skrabede sig mod skabets inderside. Ikke igen i aften, tænkte han, og lukkede øjnene i håb om, at når han åbnede dem igen, ville lyden forsvinde.

Der blev stille. Ole åbnede forsigtigt øjnene, drejede langsomt hovedet over mod klædeskabet, som nu stod helt åbent. Med det samme trak Ole dynen over hovedet, så fødderne stak ud i den anden ende. Hellere fødderne end hovedet, for fødderne havde ikke øjne. Fødderne havde ikke set, alt det Ole havde set.

Han forsøgte at trække vejret dybt og roligt, mens han lå i mørket under dynen og rystede over hele kroppen. Han turde ikke kigge ud, turde ikke engang at åbne øjnene, for han vidste, der var nogen. Spørgsmålet var bare, hvem den onde bøhmand var denne gang.

Var det den gamle troldkvinde, der altid svævede rundt om sengen i en gammel brudekjole? ? Var det den høje, tynde mand, som bare stod helt stille ovre i hjørnet og snakkede et mærkeligt sprog, som Ole ikke forstod. Eller var det den lille mørkhårede pige uden øjne, som hoppede rundt og sang børnesange?

Ole frygtede dem alle sammen. Han vidste, at så snart han åbnede øjnene, ville én af dem komme frem. Nogen gange flere af dem på samme tid. Der var kun en ting at gøre.

Han skreg for sine fulde lungers kraft.

Få sekunder efter kunne han høre døren åbne sig, og lyset i værelset blev tændt.

"Hvad er der, Ole?", sagde en stemme oven over dynen.

Ole trak forsigtigt dynen ned og kunne til sin lettelse se den unge, kvindelige plejehjælpsmedhjælper stå og smile ned til ham.

"Det skete igen", sagde Ole.

Tårerne trillede ned af hans kind.