Jeg springer op af vandet, suser hen over vandoverfladen for at spare på kræfterne, spejder ud over vandet efter fisk, eller måske en lille skildpadde, jeg er sulten.
Der er hun, min ven, min kærlighed, hun har den smukkeste pink farve jeg længe har set.
Hvor ville jeg dog gerne lege lidt med hende nu, det elsker jeg, men det må vente.
Det er ikke let at finde mad her, vi må prøve at svømme længer ned af floden.
Ud af øjenkrogen, længer fremme til højre, ser jeg noget der flakser rundt, vi har fundet mad, det må være nogle fugle der fanger fisk.
Jeg klikker og kalder på min smukke ven, det er derover vi skal finde mad.
Hun kikker tilbage, at hun er klar og skyder frem, endelig skal vi spise.
Jeg følger efter hende i lige så høj fart, men jeg er træt og afkræfte, så jeg springer op i luften.
Der er noget her der ikke er rigtigt, jeg sagtner farten lidt og skal lige til at klikke til min ven om at vente.
Da hun med fuld fart svømmer lige ind i noget, jeg ser til hvordan det holder hende mere og mere fast.
Jeg glemmer alt om at være sulten og svømmer forsigtigt derover, bider fat i snorene, der har bundet sig stramt om hendes mund nu. Panikken vokser. Jeg kan ikke få hende fri.
Jeg ser hende kæmpe side om side med de fisk, vi for et øjeblik siden ville have gjort alt for at spise.
Det betyder ikke noget mere, hun skal op, hun kan ikke blive hernede mere, hun skal have luft. Jeg skriger, jeg er magtesløs, jeg bider og hiver i snorene for at få hende fri. Hun klikker en sidste gang til mig og lukker øjnene.