Flokken krøb sammen i skjulestedet. På flugt. Det var nu oftere at hele flokke blev udryddet. Det var alvor.

I det fjerne kunne de høre larmen fra den store maskine. En konstant brummende larm fra motoren, der langsomt men sikkert dræbte deres artsfæller, hvor den kom frem. Den kom den nærmere.

De trak sig sammen og forsøgte at fylde så lidt som muligt. Det havde reddet dem tidligere.

Det store dilemma var flokkens størrelse. Blev flokken for stor, var den let at opdage, fange og tilintetgøre. Men i små flokke var de sårbare og når de var alene og støvede rundt på må og få var de et let offer.

Nogle uger kunne de være heldige, at der var fred og de kunne strejfe rundt. Finde nye gemmesteder. Men ofte var det en stakket frist før de igen hørte motorens truende brummen.

Mange artsfæller var for længst forsvundet. Borte for altid.

De kunne høre på larmen, at den kom nærmere og nærmere.

Pludselig blev der lyst omkring dem. Deres mørke gemmested, var blevet opdaget. Motorens larm forvandles fra en fjern brummen til en øredøvende larm. De pressede sig sammen og forsøgte at hage sig fast i omgivelserne og klamrede sig til hinanden.

Den store maskine var nådesløs. Den sugende dem til sig og de kunne mærke dens varme og dens hårde metal mod deres kroppe.

De måtte til sidst give slip. Give op. De blev fanget ind i et hvirvlende mørke og blev kaotisk kastet rundt. Det varede ganske kort. Så blev alt stille. Et kvælende tæt mørke sluttede sig om dem og de lå så tæt, så de knapt kunne røre sig.

Larmen var forsvundet. Livet var slut. Støvsugeren havde endnu engang vundet kampen over nullermændende i lørdags rengøringen.