Nikotinen fandt sin vej til det evigt cirkulerende kredsløb, diffunderende over alveolernes hårtynde netværk af blodkar - til mit legeme. Det startede med én dyb indånding - i afhængighed. Nikotinen dæmpede min ukontrollérbare angst - men den var ikke væk, og det vidste jeg. Jeg havde trukket gardinerne for, og parkeret min bil et par gader fra min bopæl. Det eneste lys i lokalet kom fra en "ikke eksisterende" mobiltelefon som levede på grund af et kiosk-indkøbs taletidskort.

Telefonens blålysende display skar mig i øjnene, alt imens jeg forsøgte at genvinde fatningen. Jeg skulle bare lade min finger kommunikere med centralnervesystemet - og trykke på den fucking knap - det grønne telefonrør. "Hallo, det er Jesper" lød en arrogant, men velkendt stemme fra telefonens højtalersystem. "Det er mig, er du alene? " hviskede jeg håbefuldt til min kammerat, i den anden ende. "Jeg er blevet set, Jesper - det her er ikke for sjov. Det er ingen joke, jeg er hjemme - men jeg blev skygget - de efter mig, og for disse mennesker... " min stemme begyndte at knække over, i halvgråd - i angst. "Eksisterer der ikke etik, empati, eller våbenhvile. "

Jeg nåede netop at færdiggøre min sætning - da bagdøren blev brudt op med et brag. Jeg måtte smide mig på gulvet, bag ved egetræsskrivebordet. Jesper fornemmede tumulterne i den anden ende, og sagde: "Jeg kan forstå at du ikke er alene - smid røret på - og jeg udfører min del, betragt det som en vennetjeneste ". Jeg tøvede, men smed røret på. Lyden af vægt på knust glas, som kom tættere på gjorde, at min respiration blev hurtigere, og mere højlydt, men indbrudsmanden var musestille. Hver eneste lyd som i lokalet kunne høres, lød ekstrem høj - og frygten for en dødskamp opstod. Pludselig, og uden varsel blev jeg revet ud fra skjulestedet, med en revolver i tindingen.

"Du må forstå... " sagde indbrudsmanden lavmeldt - "at dette blot er en ordre, som jeg følger. " Jeg stod, som fastfrosset, med pistolen i tindingen, da indbrudsmandens tog sin ringende telefon til øret - stadig med revolveren rettet imod ham. "Elsker du din søn, Viktor? " lød en stemmeforvrænget røst fra telefonen, og Indbrudsmandens blik blev tomt. "Jeg er en dygtig skytte - og lige nu har jeg din søn i mit sigte. Han er præcis hundrede- og tyve sekunder fra, at blive spredt til atomer i sit børneværelse - dit valg. "